Welcome

Juhu, vi er fra Seattle, men kan lide Beatles og Frank Black og alt muligt forskelligt. Ja, den er fin, men hvad vil I med det? Welcome byder på et klassisk rock-setup med trommer, bas og et par guitarer og forsøger at blande bolsjerne til et originalt udtryk, men efterlader i stedet et middelmådigt plagierende indtryk.

Albummet åbner med et “hey, vi er så autentiske”-plug-in og lidt skramlende opvarmning, og så trykker Welcome den ellers af i feststemt hoppe-Beatles med lidt headbang og melodiøs backingvokal. Man bliver i godt humør i fire-fem sekunder, og så bliver man bare træt. Heldigvis luner det næste nummer ‘Marry Me Men’ med en varm basgang og hurtigt kørende trommer. Det er gode 103 sekunder. Som så kører det over i det tøserockede ‘Bunky’, der nok skal lyde, som om Nico er blevet forsanger for The Pixies… men nej, op på hesten igen.

‘First’ viser os, hvor irriterende Jo Claxton og Pete Brand faktisk kan synge. De kunne vinde en Green Day-karaoke-konkurrence any day, og selvom opfølgningen ‘Natural Frost’ faktisk har en god, aggressiv teenagestemning, så når man ikke at nyde de 95 sekunder den varer, fordi man stadig er i chok over bandets elendige stemmebånd.

‘Actual Glad’ lyder steder som et nummer fra det hedengangne danske band Ludo X, mens ‘This Minute’ irriterende tramper på melodien fra ‘Lucy in the Sky with Diamonds’, for så at køre over i det lala-pop, støjrockede titelnummer, ‘Sirs’, der dog halvvejs donerer to minutters beroligende basgang og kvindestemme på syretrip, tak. Der troede man, det måske ville ende næsten godt, men så skal man lige pines en sidste gang med to hæse Beatles-Pixies-agtige voldtægter ‘With You with Me’ og ‘The Coffee Girls’. Suk.