Melody Club

Som sådan er der intet nyt under solen. Forsanger Kristofer Östergren og resten af ensemblet i svenske Melody Club er stadig glade for synthesizeren, selvom tangenterne på gruppens tredje udspil ikke kærtegnes helt så flittigt som tidligere.

Melody Clubs formel er der heller ikke ændret stort ved – en spraglet og til tider skønsom blanding af 80’er-synthpop og glamrock æltet sammen med disco-pop og med referencer til blandt andet Abba såvel som Human League. Men hvor de foregående album, ‘Face the Music’ og i særdeleshed debuten, ‘Music Machine’, for størstedelen af numrenes vedkommende bestod af iørefaldende og velswingende melodier, som eksempelvis ‘Electric’ og ‘Palace Station’, så kommer nyeste skud på stammen til kort.

Der lægges ellers ganske lovende ud med numre som ‘Last Girl on My Mind’ og ‘Crash’, der har masser af drive og fængende melodier i vanlig synth-pop-rock stil. Desværre går det ned af bakke derfra. Pakket ind i en åleglat produktion og med melodier, der ofte virker uinspirerede, synes mange af numrene simpelthen uvedkommende. Godt nok bider de fleste af sangene på albummet sig fast, men de slipper deres tag i øregangen, så snart den sidste strofe forstummer.

Albummet er med sin pompøse synthpop skræddersyet til de glatte FM-bånd, hvor det nok skal gøre lykke – men skal der for egne penge investeres i Melody Club, så sats hellere på et af de tidligere album.