Hug

Under pseudonymet Hug går det 21-årige svenske vidunderbarn, John Dahlbäck, med sine talenter bag knapper og taster i studiet, ned af minimal-technoens snørklede veje og leverer et solidt album under kølnske Kompakts datterlabel K2.

Umiddelbart efter cd’en er smidt i anlægget og åbningsnummret ‘Raido’ tager fart vil Dahlbäcks trofaste tilhængere hurtigt genkende hans forkærlighed for synth-baserede og fængende melodier. Nummer efter nummer bekræfter denne genkendelighed og man ænser langsomt hans kompositoriske ærinde: På stratosfæriske skyer af neo-trancede melodier vugger man op og ned, som en fjerlet båd på et oprørt havs bølger. Bedst er det på ‘Sub’, der dykker ned under bølgen og ondsindet holder lytteren uden luft med små drilske indstik før den endelig forløsning, hvor enhver raver ingen andre fremdriftsmidler vil behøve. Rave!

På hovedparten af albummets 12 skæringer findes megen kvalitet og variation, og Dahlbäck holder sig til sine lyde og melodier, som han foretrækker at strække og gøre ‘våde’ fremfor mere ‘tørre’ og afhuggede af slagsen. Titelnummeret er på denne måde værd at fremhæve for al dens fylde: En stille melodi akkompagneres af bas og beat før en svævende baggrund og en messende og uforståelig vokalbid skaber en dyster, men tillokkende stemning. Stadig i forholdsvis roligt tempo, men med en utrolig kraft og overraskelse smadrer en synth-melodi igennem og armene ryger instinktivt op på trods af den siddende stilling i sofaen. Ren ondskab.

Ærgerligt er det, at Dahlbäck ikke får det sidste med, for det er med Hug-minimal-kasketten på, at er han bedst. Men fire numre skuffer – nogle mere end andre – i enten forudsigelighed, mismatch af elementer eller ren støj.