Elvis Perkins

Antallet af amerikanere, der halvvejs gennem college finder ud af, at de langt hellere vil til at spille skramlet indie-folk på fuldtid er stigende, og eftersom pladekontrakterne tilsyneladende hænger løst på pladeselskaberne, bliver der også pludselig plads til folk som den amerikanske sanger, Elvis Perkins – sådan er han faktisk døbt – en kunstner af den slags, som ellers i forvejen er overrepræsenteret på musikscenen.

Elvis Perkins befinder sig i Will Oldham/Bright Eyes/Willy Mason segmentet, og han snøvler sig møjsommeligt igennem den genres mange mere eller mindre interessante virkemidler. Her er hverken mangel på nuttede vokalharmonier, skæve kompositioner og den nasale vrængen, som åbenbart er comme il faut, hvad den slags plader angår.

Med undtagelse af skæringen ‘May Day’, som ender i en forholdsvis underholdende fællessang, flyder sangene sammen i en monoton og uinspireret størrelse, hvor den menneskelige sympati, der trods alt opstår hen ad vejen for denne lille, bløde amerikaner, desværre ikke skjuler det faktum, at ‘Ash Wednesday’ er en bleg kopi af en genre, som i forvejen har flere problemer med at forblive vedkommende.