Gui Boratto

Brasilianske Gui Boratto har med sine singleudgivelser på Kompakts datterlabel allerede bevist, at talentet spænder fra helt harmløs og jovial tech-house over minimal og groovy techno til neo-trancet og ondskabsfuld minimal techno.

Albummet er en stopfyldt indkøbsvogn, der gentagne gange har været oppe og nede af gangene i minimal technoens supermarked. Men Boratto har også haft en afstikker til electronica’ens ferskvareafdeling og slutproduktet er et minimalt elektronisk album anno 2007, der ikke tager snævre genrebetegnelser og tabuer højtideligt. Stilen lægges med intronummerets svævende baggrund, og går i klimax med ‘Gate 7’, der sætter ild til dansegulvet. Men kæben falder en ekstra tand mod gulvet i ren benovelse over de tre næste numre. Dybe basgange og småfunky beats med associationer til Borattos producerkollega Alex Under på ‘Shebang’ står ved siden af titelnummerets mere mørke orgellydende baggrund, og trilogien sluttes eminent med ‘The Blessing’, som føjer de mørke og kantede baggrunde til dybe og ekkoende melodier à la føromtalte Under.

På albummets sidste tredjedel overrasker Boratto og slår helt over i electronica med brug af akustiske instrumenter og stort set uden basgange. Det er storslået og smukt hele vejen igennem, og man spørger sig selv hvilke film de enkelte numre ville passe bedst til. Det længste nummer, ‘Beautiful Life’, er samtidigt det mest poppede – komplet med både vokal og pop-synth-melodi. Og kvaliteten er, som på hele albummet, helt i top.