Lady Sovereign

Hun er ikke meget mere end halvanden meter høj og stadig teenager, men Louise Harman, bedre kendt som, Lady Sovereign, kan bøvse højere og drikke mere end de fleste. Det fortæller hun gerne om på det længeventede debutalbum, hvor den bitte britiske pige til tider minder om en overgearet duracell-kanin i baggy-tøj. Det er grime-rap i et hæsblæsende tempo med cockney-accent og et kæmpe ego.

Da Lady Sovereign skrev under på en kontrakt med det store amerikanske selskab Def Jam, skabte det en vældig opsigt, der ikke blev mindre af at selskabets direktør, Jay-Z, personligt havde udvalgt den iltre pige. Med den opmærksomhed følger en forventning om et kæmpegennembrud, og måske derfor er lyden på cebuten er knap så aggressiv, beskidt og larmende som på undergrunds ep’en ‘Vertically Challenged’. Flere poppede omkvæd og produktioner sniger sig ind, og et nummer som ‘Hoodie’ kunne nemt være taget fra den mere blide englænder Lily Allen.

Lady Sovereign svigter dog ikke det white-trash tekstunivers, der gav hende opmærksomhed i første omgang. Verbale øretæver langes flittigt ud til højre og venstre, mens hun prædiker sin kærlighed til kampdruk og billige cigaretter. På ‘A Little Bit of Shhh’ og ‘Tango’ opleves hun fra sin bedste side med et levende og energisk flow over pulserende grime-beats.

Produktionen varierer over populære engelske genrer som grime, garage og jungle, men også r’n’b og hiphop er repræsenteret i det musikalske kludetæppe. Resultatet spænder over virkeligt godt til grænsen for det uudholdelige. For der er seriøse svipsere, hvilket betyder, at Lady Sovereign i sidste ende fremstår som en uterlig tøs, der netop har slået en gigantisk bøvs i klassens time. Det er momentvis underholdende, mens det står på, men langtidsholdbart er det ikke.