The High Llamas

Hvis man lukker øjnene, ligger man på en græsplæne engang i 60’erne med et joint i den ene hånd, sin kæreste i den anden og folk løbene nøgne rundt mellem hinanden under en skyfri himmel. Der er igen dømt masser af The Mamas & the Papas, The Carpenters og ikke mindst The Beach Boys på London-bandet The High Llamas syvende album.

Men man fristes også til at skifte til gallatøjet efterhånden som pladen bevæger sig derud af. Der hersker nemlig samtidig en nærmest taffelagtig stemning, hvor strygerkvintetten får frit spil på alle strenge. Man kunne vel kalde det for en slags smuk og harmonisk overklasse easy listning. Det hele er rart, behagelig og pænt og ikke mindst djævelsk sofistikeret. Men det er også som om sanger, sangskriver og bandets omdrejningspunkt Sean O’ Hagan er kørt lidt fast i en rille.

Jo, det er da både sexet, stilet og rent, men for søren hvor er det dog også kedeligt i længden. Pladen ligger og dulmer i et pseudostadie og kommer aldrig rigtig op i omdrejninger. Der hvor følelserne er smertefulde gør det ikke rigtig ondt, og der hvor følelserne er glædelige er det ikke rigtig sjovt. O’ Hagan trænger til en ordentlig tur i byen. Til at møde nogle mennesker, høre noget musik, få noget inspiration. Til at komme videre.