Utah

Vi er vel mere end et par stykker, der har gået og luret på Utah gennem længere tid. For snart fire år siden blev det allerede dengang særdeles lovende band nummer to i musikkonkurrencen Live Contest. Forrige år udkom den fine ep ‘Break the Mould’ og med ‘Strength in Numbers’ skal Utah se, om talentet kan bære igennem til et helt album. Det kan det.

Debutpladen er et særdeles troværdigt bud på, hvad enfoldige kynikere kalder klynkerock, men hvis rette oversættelse i Utahs tilfælde er ‘indadvendte unge mænd, der spiller vellydende og indimellem drivende melankolsk rockmusik med elektriske modhager for at få styr på de svære følelser’. Radiohead perfektionerede den disciplin i midten af 90’erne og Utah må finde sig i sammenligninger med de engelske giganter i hvert fald som de lød dengang. Og sine steder lyder forsanger Jesper Both i næsten uhyggelig grad som Thom Yorke. Gør det noget? Nej. ‘Alien Battle’ og ‘El Diablo’, der benytter sig af Radiohead’sk, svævende substans ejer begge så store kvaliteter, at al hvisken i krogene om kreativ strandhugst og manglende selvstændighed forstummer, og tilbage står det rungende ekko af to tidløse hymner.

I front er Jesper Both med den fremragende stemme og det sikre melodiøre garant for, at man tror fuldt og fast på Utah. Udtrykket er dybtfølt og emmer af integritet uden svinkeærinder. Det er pladens styrke, men rummer også nogle begrænsninger. Grundmelodierne er såmænd altid mindst i orden, men man savner indimellem lidt mere eventyrlyst og frækhed i arrangementerne. Boths talent er Utahs største aktiv, men det ville ikke gøre noget, om bandkammeraterne spillede sig ud af hans skygge og udfordrede sangeren mere på instrumentalsiden. Det må være en overkommelig opgave for et band, der har potentialet til at blande sig med de bedste i dansk rock.