Hella

Jeg har altid været en varm fortaler for at gå for langt og en stærk tilhænger af ideen om, at der gemmer sig nye musikalske indsigter på den yderste kant af en manisk forceret tangent. Og umiddelbart hører Hella til den type bands, der med en libertinsk trang til nye oplevelser afsøger grænserne for normal musikalsk adfærd, hvilket jo burde få mig til at gnide mine små, musiksnobbede hjernehalvdele mod hinanden og hensætte mig i en semikomatøs rustilstand med savlet dinglende ned af kinden.

Men jeg er langt fra begejstret for Hella’s musikalske eskapader, og forklaringen er egentlig meget simpel. Musik er kommunikation, og en del af min fascination af avantgardens forskellige udtryk ligger netop i formuleringen af nye måder at kommunikere på. Og den sørgelige sandhed er, at kommunikationen er stort set ikke-eksisterende mellem de fem medlemmer af Hella.

Pladen, der stilistisk har referencer til bands som Mars Volta, Lightning Bolt, The Dillinger Escape Plan og Orthrelm, lyder, som om den er indspillet af fem, godt nok meget dygtige, musikalske autister, der kun i meget ringe grad har øjne og ører for, hvad der foregår omkring dem. En del af forklaringen er måske, at Hella forud for albummet har eksisteret som en ren guitar/tromme-duo, en konstellation, der helt naturligt giver mere rum til spastiske udskejelser.

I hvert fald er det kun i glimt, at de fem musikere bliver enige om at spille sammen. Resten af tiden lyder de som den musikalske udgave af en flok børnehavebørn, der råber i munden på hinanden for at få den samme pædagogs opmærksomhed, og selvom hver enkelt stemme i kakafonien isoleret set er ganske interessant at høre på, så bliver det samlede lydbillede hurtigt meget trættende at lægge øre til.