Kasabian

De kan ikke løbe fra det, Kasabian. Lyden af Manchester står i ørerne fra første sekund af kvartettens seneste albumskud – og så er de ikke engang selv derfra, men fra et andet ‘ester’, nemlig Leicester.

Til hest med det! ‘Empire’ er nemlig et rasende godt bekendtskab, der vender og drejer sig et sted mellem syrede og dansable Madchester-ikoner som Happy Mondays og The Stone Roses og hele tiden får det bedste frem i gruppens kalejdoskopisk skårede rock. Sangene er kort og godt milevidt bedre end den selvbetitlede debut fra 2004, der smækkede Kasabian op på stjernehimlen af britiske rockbands sammen med Franz Ferdinand, Kaiser Chiefs… ja, I kender dem vist.

Titelnummeret åbner således med én af de mest tungt groovende basgange, denne signatur er ramlet ind i fra det ellers så britpop-elskende land længe, og det er bestemt positivt ment! Overalt vrænger guitarer og stort anlagte keyboard-toner insisterende, og frontmand Tom Meighans vokal er ikke så sjældent forvrænget eller tilsat et udflippet ekko, som gør sange som det fantastiske centerpiece ‘Apnoea’ og ‘By My Side’ til herlige bevidsthedsudvidende væg-til-væg-tæpper i ethvert festligt håndelag.

The Prodigy må være gule og blå af misundelse over et nummer som eksempelvis ‘Stuntman’, for Kasabian blander umærkeligt røvrystende dansefornemmelser med en solid britisk sangskrivning – og det gør de hele albummet igennem. Årets hidtil mest grov-groovende album er hermed fundet, og uha, det svinger!