The Field

Fra den stockholmske skærgård kommer Alex Willners soloprojekt The Field. Nogle vil kalde det atmosfæretechno, andre ambienttechno eller sovetechno, alt afhængig af, hvor lavt hvilepulsen rager op i kviksølvssøjlen. Under alle omstændigheder er setlisten snarere opfordringer til pudekamp end håndgemæng på klubgulvet.

At holde techno levende ti år efter den toppede, handler om at genopfinde og ikke blot holde i live. Ekstra rynkecreme udglatter kun overfladen, og tager ikke hånd om det grundlæggende problem, at Kompakt efterhånden er et pladeselskab, der sælger mange enheder fra kontoret i Køln, men ofte skuffende rammer plet i fortiden, frem for fremtiden. Axel Willners debutudspil som The Field er en af disse anakronistiske skrivebordsudgivelser, der ophidser lige så lidt som et brevkursus i clairvoyance, krystaller og drømmetydning.

Willners har lagt sig selv til rette i sammenfaldende spor med Closer Musik og SCSI-9, men fejler ved at køre samme omgange på ringbanen. Grundstenene er standardkonstruktioner på linje med linealtechno, hvor alt er modulopbygget, afmålt og skabelonbaseret med de perfekt polerede beats filtreret gennem vat. De holdes dog smukt oppe af maskineriets svævende magnetfelter og en tyk collage af forkortede loops.

Som technomusikkens førende modehus, er det ikke udfordrende nok at holde fast i sin standardkollektion. Når det er sagt, kan den typiske über tyske Kompakt-ånd stadig ramme lige i nervebanen. Ikke mindst på pladens danske islæt ‘Istedgade’ – en tur ned af Københavns førende luderstrøg med romantiske technoflydere i hovedtelefonerne. Det kryber under huden som et af de få nævneværdige øjeblikke.