Avril Lavigne

Her gik man og troede, at 20 millioner solgte plader og et ægteskab ville kunne sætte et smil på de normalt så mopsede læber, der tilhører den nu 22-årige Avril Lavigne. Men musikbranchens mutte teenagetøs er altså ikke sådan at gøre glad. Eller også sidder der en udspekuleret pladeboss et sted, som hårdnakket påstår, at Avril-pigen godt kan bære en plade til, hvor man får serveret tekstbrokker som: “Hey, hey psycho babe / I hate you why are guys so lame?”.

Her er overraskelsen så: Det kan hun faktisk! Men det er gudhjælpemig ikke på grund af sine lyriske kundskaber, der er set bedre i en gennemsnitlig efterskoleelevs mindebog. Nej, det er det musikalske råstof, der til syvende og sidst trækker ‘The Best Damn Thing’ hjem.

Med producermæssig assistance fra navne som Dr. Luke (Pink, Lady Sovereign) Rob Cavallo (My Chemical Romance) og ægtemanden Deryck Whibley fra Sum 41 er Avril Lavigne blevet pakket ind i en kontant og ikke ueffen teenpunk, der fænger i den ærkeamerikanske ‘Runaway’, får tilnærmelsesvis dybde i den dog noget klichéplagede ‘Innocence’ og tilføjes et herligt hysterisk Lady Sovereign’sk twist i ‘I Don’t Have to Try’.

Stor kunst er det på ingen måde, men der har kort og godt ikke været så meget melodisk gods i Avril-land som nu. Så må man ganske vist stadig slås med linjer som: “I know your kind of girl / You only care about one thing / Who you’ve seen or where you’ve been / Who’s got money”. Men man kan vel heller ikke forvente, at Lavigne bare bliver en glad og forstående pige ud af det blå. Hun er på vej.