Feist

Canadiske Leslie Feist åbner sit tredje soloalbum med sangen ‘So Sorry’, men der er til at starte med intet at undskylde for. Allerede når hun synger linjen: »We’re so helpless, we’re slaves to our own forces« har man lyst til at bryde ind og synge en knælende bekendelse, som hjælpeløs slave af Feist’ fortryllende stemme.

Den 31-årige sangerinde spiller egentlig en folk-jazz-pop, bygget på skrabede guitarbeats, knips og pianoloops, men når hun lykkes bedst, så har Feist stemmen til at styre sangene rundt i alverdens genrehjørner. Og der er reelle hits på vej. Den up-beat ‘I Feel It All’ og den svævende ‘The Limit to Your Love’ får den funky 70’er-lyd og de diskrete slowmotion disco-elementer ind, som også fandtes på hendes vellykkede Bee Gees-fortolkning ‘Inside and Out’ fra albummet ‘Let It Die’.

Og lad os bare fortsætte hyldesten i den anden ende af repertoiret. Den jazzede ‘The Water’ og den folkede ‘The Park’ er så god sangskrivning, at jeg glad hvisker Ani Difranco. På ‘Brandy Alexander’ og ‘Intuition’ er hun mere minimalistisk end nogensinde: Knips, piano og til tider helt a cappella. Det er sukkersødt romantisk på grænsen, og så må det desværre også kamme over til sidst med publikumssang fra en live-optagelse.

Hun mister også grebet, når hun undervejs trækker i de world-musikalske gevandter og leverer fællesklappende sing-along. Det burde hun ærligt talt holde sig fra. Værst er den direkte irriterende fortolkning af Shipp-søstrenes lille sangstykke ‘Sea Lion Women’ fra 1939, der nok er bedst kendt i Nina Simones version ‘See Line Women’. Så til sidst aner man grunden til åbningens undskyldning, men det er altså til at leve med nogle få skampletter på et ellers rigtig godt album.