Garbo

Med deres tredje album har danske Garbo begået et udspil, der nærmer sig international klasse både i lyd og udtryk. Produceren Tony Hoffer (The Thrills, Beck og Mercury Rev) er åbenbart af samme overbevisning, for det krævede blot et par mp3-filer af bandets indspilninger, før han indvilligede i at mixe albummet, som Garbo selv har produceret.

I forgrunden står Tomas Høffdings (også sanger og bassist i WhoMadeWho) krystalklare vokal, der med lethed behersker falsetten og forstår at dosere brugen rigtigt. Den bløde stemme finder i alle numre sin plads mellem den behagelige bund og den blide akustiske guitar, der ved flere lejligheder bliver perfekt parret med en heftig, elektrisk ditto. Derudover synger han med en befriende tilbagelænethed, der kun kan mestres af en sanger, der hviler i sig selv. Her er ingen påtagede attituder eller knæfald for tidens luner – kun for den gode sang og melodi.

Garbo er bedst i de sange, hvor koret bliver en værdig mod- og medspiller til Høffdings vokal, som i ‘Stargazing’, ‘Now Everything Has Been’ og den fantastiske ‘Driving Miss Mia’. Harmonierne løfter de allerede gode sange op i et luftlag, hvor de bliver smukke og til tider bevægende, og de gode melodier står nærmest i kø.

Variation behersker Garbo også, for ingen numre ligner rigtigt hinanden, og bedst som et nummer begynder at vise svaghedstegn slår bandet over i et c-stykke eller lignende, der igen giver nummeret kraft og vitalitet. Ind i mellem leder øret dog lidt efter noget, der bryder rammerne mere kraftigt end de ellers vellykkede interludes gør det, men det er også den eneste anke på et album, der ikke mangler mange lag før det når helt op og scorer topkarakter.