Soulsavers

Duoen fra Manchester spæder på papiret rock, country, soul og gospel op med hiphop og electronica. Noget landsmændende i Alabama 3 har kogt (tynd) suppe på i ti år, men for at pynte lidt på cv’et har Soulsavers hyret Mark Lanegan til at skrive fem af sangene og synge på otte.

At Mark Lanegan er en sangskriver for hvem musikalsk fornyelse ikke banker på døren hver dag, bliver kun endnu tydeligere på dette album, hvor han i vanlig stil får gravet sig så langt ned i et hul, at det er svært for både ham og os at finde en vej ud af mørket. Det er vintage-Lanegan, solidt og sammenbidt, men gudfader, hvor man da ønsker, at han forsøgte sig med andet end den sædvanlige, mavesure country-noir.

Soulsavers lader deres andet album flyde sammen i en broget strøm af sort soul med post-rock-tendenser, og på en eller anden måde får albummets støjende undertoner hevet melodien ud af selv Neil Young, Stones og Spain, som Soulsavers undervejs fortolker. Til gengæld skal man lytte længe efter den hiphop og electronica, som pressemeddelelsen ellers truer med. Det er nok meget godt, når Soulsavers i forvejen har mere end svært ved at få styret noget så simpelt som Lanegans dunkle mørkemands-rock hen imod noget, som vi ikke allerede har hørt til hudløshed på hans seneste fem soloplader – og tilmed i skarpere form.