The Concretes

Der var virkelig ‘trouble’ i det svenske otte-personersband, da sangerinden Victoria Bergsman sidste sommer valgte at forlade familien. Specielt fordi hendes charmerende melankoli var så stor en del af The Concretes’ 60’er-poplyd. Men svenskerne gav ikke op. I stedet blev mikrofonstativet sat hen foran trommeslager Lisa Milberg, og der står det rigtig godt.

På magisk vis maner hun enhver snak om yderligere ‘trouble’ til jorden fra det tredje albums første toner. Eller magi er måske så meget sagt, for Milberg former nemlig sine vokalpræstationer efter den skabelon, som Bergsman skabte på de to foregående album. Det er sørgmodige, eftertænksomme fraseringer, der er med til at bibeholde den Velvet Underground cool, som svenskernes lyd stadig emmer af.

Dog lader Milberg og co. til at have givet blandet boheme-cocktailens mix af brusende lethed og intens melankoli i et mere ligeligt forhold. Det har ikke mindst resulteret i up-tempo perlerne ‘Kids’ og ‘Oh Boy’, der samler alt det The Concretes gør så afvæbnende godt. Nemlig god guitarknas, hoppende trommer, piano, og horn, der sammen skaber tempo og sommerstemning, som fin modvægt til Milbergs medrivende melankoli. Det er der ikke mange, der gør bedre i øjeblikket.

Det er dog et niveau, som selv ikke The Concretes kan holde albummet igennem, og spor som det Mazzy Star-lydende ‘If We’re Lucky We Don’t Get There on Time’ får én ned på jorden igen.