Biffy Clyro

Skotske Biffy Clyro kunne tidligere med rette blive beskyldt for at placere sig lidt for tæt på idolerne i Weezer, mens bandet senere ville lidt for meget og endte med ikke rigtigt at kunne noget. Med fjerde udspil har bandet dog for alvor fundet en lyd og et udtryk, der viser, at man som band sagtens kan udvikle sig.

Bandet gør en dyd ud af at lege med kompostioner og arrangementer, alt imens genrer bliver blandet godt sammen, hvilket bliver gjort med et uovertruffent overskud. Dette er bedst illustreret i numre som ‘Who’s Gotta Match’ og åbneren ‘Living Is a Problem Because Everything Dies’, hvor førstnævnte frækt smider en kæk boyband-lignende strofe ind i et nummer, der slutter i et hårdtrockende riff. Åbningsnummeret starter med en mildest talt speciel intro, hvor en dæmpet guitarstreng konstant kører i baggrunden, mens et arsenal af strygere og andre instrumenter kort og hårdt hamrer løs i små abrupte slag.

Albummet indeholder dog også ganske simple rocksange, der med Simon Neils vokal som omdrejningspunkt bliver leveret med en stærk energi, der endda hiver de mere blodfattige numre hjem på grund af en dragende insisteren fra bandets side. En insisteren, der pladen igennem bliver til en slags rød tråd, for de tre Clyro-drenge VIL tydeligvis musikken 100%.

Biffy Clyros brug af strygere og klassisk kor fungerer også upåklageligt, fordi numrene aldrig bliver sovset ind i det klassiske islæt, men i stedet får et ekstra spark hist og her med smukke og sårbare toner. Det gør albummet til et meget interessant bekendtskab, fordi gentagne lyt konstant åbner for nye detajler og idérigdom.