Bloc Party – troen intakt
Blå mandag. En passende anledning til at få konfirmeret sin tro på musikken. 1500 fans bekræftede i hvert fald deres trofaste tillid til Bloc Party, da englænderne holdt hof på dansk grund mandag aften. Og det var så afgjort en festdag, selvom den ikke foregik hverken på Bakken eller i Tivoli, men derimod i Store Vega.
Bloc Party er et ambitiøst og alvorligt band, der gennem musikken får afløb for en ungdommelig livslede med tekster om både terrorfrygt, mindreværd og racehad. Sang efter sang får samfundets skyggesider fuld fokus med hvad der dertil hører af blandt andet homofobi og happy slapping. Det kunne nemt blive en trættende omgang party-artig, men Essex-drengene formåede langt hen ad vejen at gøre den løftede pegefinger til en langstrakt fuckfinger i musikalsk forstand – takket være gnistrende guitarer og en fanskare i festhumør.
Bandet lagde fra land med albumåbneren ‘Song for Clay (Disappear Here)’ fra ‘A Weekend in the City’, der efter et minuts fåmælt forspil effektivt sørgede for, at den vilde weekend i London blev forlænget til mandag aften i København. Og festen fortsatte med et medrivende mix af de skarpeste sange fra bandets to album.
De gamle ‘Banquet’ og ‘Like Eating Glass’ gjorde sammen med de nye ‘Hunting for Witches’ og ‘Uniform’ energiudladningen så enorm, at det nærliggende H.C. Ørstedsværk snildt kunne have slukket generatorerne og sparet på strømmen. Med et trommesæt, en bas, to guitarer og en ordentlig spand kul gjorde de fire bandmedlemmer af egen kraft luften over Vesterbro højspændt og elektrisk.
Den konstant pumpende puls blev kun kortvarigt sat lidt i bero af de roligere rockschlagere ‘So Here We Are’ og ‘I Still Remember’, med The Edge-agtige riffs og melodilinjer lige ud af landevejen. ‘The Prayer’ stak ud med hiphop-beat og håndklap, imens ‘Sunday’ lagde sig lige lovlig meget op ad Radioheads ‘There There’ med bassist Gordon Moakes på et ekstra trommesæt.
Trods sit usikre væsen strålede sanger og sangskriver Kele Okereke i scenelysets spotlight, på sikker afstand fra uretfærdighederne udenfor. Og trommeslager Matt Tong spillede, så man blev helt nervøs for, om hans ene lunge igen ville kollapse, som den gjorde under en koncert i efteråret. Så galt gik det heldigvis ikke denne gang, selvom hans hektiske og hårdtslående trommeslag ville få selv Animal fra Muppet Show til at tabe pusten.
Det gjorde koncerten aldrig, selvom den styrke blev forvandlet til en lille svaghed lidt efter lidt. Alt var nemlig timet og tilrettelagt, så både stroboskoplys og soloer passede på sekundet – spontanitet var der ikke meget af, selvom flere af de trofaste tilhørere både crowdsurfede og kastede med vandflasker som det passede dem. Det var en fest under ordnede forhold – men stadig en god fest. Amen.