Dan Deacon

Man kan sige meget pænt om det eksperimenterende, amerikanske pladeselskab Carpark Records, men hvis man også skal gøre det om deres seneste albumudgivelse, Dan Deacons nye, og visse steder decideret hæslige album, er det om at smide de kritiske briller ad helvede til. Det skal helst ske hurtigt, for få sekunder inde i den i forvejen kedelige electro-pop-åbner, ‘Woody Woodpecker’, ødelægger Deacon det fuldstændig med et sample af, ja, en grinende spætte. Det er billige point, det er endnu mere plat, end det lyder, og det illustrerer perfekt, hvordan der på burde have været meget, meget længere mellem idé og handling.

Hvis man imidlertid når at smide de omtalte briller og tager albummet for hvad det er, altså underholdning, kan man sagtens smile og danse lidt til den hæderlige ‘Wham City’ og ikke mindst den hæsblæsende ‘The Crystal Cat’, men selv med den indgang væmmes man, når Deacon senere gøgler så ubehjælpsomt, som han gør på eksempelvis ‘Snake Mistakes’ og det sidste nummer ‘Jimmy Joe Roche’.

Enkelte gode melodier og et par skøre indfald, der rent faktisk virker hist og her, kvalificerer Deacon til en enkelt stjerne over bundkarakteren, men det bliver ikke af undertegnede, hans fjollede, men pæne, polerede og forudsigelige electro-pop får en anbefaling med på vejen.