Jack Peñate
En af de skønneste allegorier på besættelsen af at vinde sig til lykke og fremgang, findes hos Charles Bukowskis alter-ego Henry Chinanski og dennes evindelige ture ud til hestene på væddeløbsbanen. Det lader til, at Jack Peñate forinden denne ep i hjemlandet England har været igennem den maniske foromtale, der i dag kan gøre kunstnere til superstjerner, inden de knapt har indspillet en tone. Således kom den første single i 1.000 eksemplar med hver sit personlige polaroidfotografi, og solgte ud i løbet af en enkelt formiddag.
Måske er det en af grundene til at ep’en føles hastigt fremskyndet uden synderlig omtanke på sammenhængen. Den frække rodebombe ‘Spit at Stars’ kunne nok godt gå hen og blive et hit på en del efterfester i sommernætterne. Rask temposkift til balladen ‘My Yvonne’, der er en fin kærlighedserklæring, men den lider under Peñates skingre vokal og er alt for lang. Så har Peñate den gode smag at lave en coverversion af Dorandos diamantperle af hjerteknust soul fra 70’erne, ‘Didn’t I’, mens ‘Cold Thin Line’ er et udmærket forsøg ud i den britiske pubrock-tradition, men giver mig mest lydt til at høre Squeeze. Akustiske ‘Jack of All Trades’ er kær, men dens nødløsningsrim føles sjuskede.
Man kan godt spille på mange heste på en gang, men som for Chinanski, så er glædestunderne let korte, og man må ud på væddeløbsbanen igen.