Maps

Et overvejende elektronisk album, indspillet uden brug af computere. Så har man hørt det med. Ikke desto mindre er det nøjagtig, hvad James Chapman har skabt med sit debutalbum.

Det er drømmende dronerock, der ville passe perfekt som soundtrack til Sofia Coppolas næste film. Albummet er nemlig fyldt med stemningsmættede sange, der som sekunderne skrider frem træder i karakter som ambitiøst anlagte salmer a la shoegaze-supergruppen My Bloody Valentine eller Spiritualized.

Det vil sige fyldige lydcollager, hvor svulstige strygere og støjende synths går hånd i hånd med Chapmans (ofte flerstemmige) sang og hjemmestrikkede beats. Det lyder drønhamrende digitalt, men det engelske stjerneskud har altså indspillet hele albummet uden en eneste computer i nærheden, hvilket er lidt af en bedrift i den genre. I stedet har James Chapman knoklet og kæmpet med sin slidte 16-spors båndoptager hjemme i sit soveværelse i Northampton. Og derudover fået en hjælpende hånd fra Björk-produceren Valgeir Sigurdsson.

Selvom musikken i sig selv er fyldt med episk dramatik, så var virkeligheden tæt på at blive endnu mere dramatisk for Chapman & Co. Bandbussens sammenstød med en lastbil på en motorvej i det midtengelske var nemlig tæt på at gøre albummet til en posthum udgivelse. Så galt gik det heldigvis ikke, og dermed kan Maps fortsat vise vej til de gode melodier, som han især har fundet på ‘So Low, So High’, You Don’t Know Her Name’ og ‘Lost My Soul’. Ensartetheden lægger dog en lille dæmper på entusiasmen.