Marco Polo

Ved første gennemlytning kan det godt lyde som et hensynkende nostalgisk hiphop-album. Men den canadiske beatsmeds solodebut rammer strålende den gyldne middelvej, hvor tid ophæves, og hyldesten til den gamle skole bliver en fremadskuende og helt igennem mindeværdig oplevelse i sig selv.

»We’re taking it back, back to where it all started,« indleder Marco Polo selv skiven, som sagligt syder af anerkendelse til genrens Golden Age-periode. Dengang hvor rapperen selv lavede sine omkvæd eller dj’en scratchede dem. Dengang hvor hiphop handlede om fest og fællesskabsfølelse samtidig med, at det gjaldt om at være den bedste med ordene på mikrofonen.

Den griber en perlerække af (stadig) sultne veteraner. Masta Ace sætter detaljerede ord og billeder på et langt liv med hiphop på ‘Nostalgia’, Large Professor placerer skabet i ‘The Radar’ og en formidabelt flydende O.C. lyder som en mand på vej mod et comeback på bangeren ‘Marquee’.

De mange gæster holder sig alle til konceptet, som er kærlighed til hiphop-kulturen og et fælles medansvar for dens videre udvikling. Det kan for nogle lyde en kende kedeligt, men indholdet varieres fint og løftes ganske enkelt af hovedpersonens kompromisløst sprøde rytmebund. Det emmer stemningsfyldt af vintage, overskud og originalitet på samtlige beats, der holder et uhyggeligt højt bundniveau.