Shapes and Sizes

Canadiske Shapes and Sizes er tilbage med deres andet album, der fortsætter den eksperimenterende pop, som kræver, at man som lytter mander sig godt og grundigt op. Her er tale om fragmenterende eksplosioner af ‘utighte’ dimensioner. Man bliver taget i nakkeskindet og kastet rundt i alle retninger. Fra de helt minimale indadvendte og atonale, nærmest undskyldende klynkerier fra bandets kvindelige sanger Caila Thompson-Hannant, til larmende og buldrende kraftudladninger, hvor Caila og makkeren Rory Seydel råber om kap som primalskrig sendt mod himlen.

The Mars Volta møder Clap Your Hands Say Yeah og Jenny Wilson på heroin og beslutter sig for at lave artpop fra 80’erne. Sådan kan bandet beskrives, uden alligevel at være helt dækkende. For Shapes and Sizes er deres egen, og det er de på en overbevisende måde, der absolut gør dette album et lyt værdigt.

Hvis man først har fundet en vej gennem det totale virvar at kaotiske eskapader, er albummet en overvældende og givende oplevelse. Man kan finde mange passager, der vidner om et stort musikalsk talent, og som gør én bare en lille smule afhængig. Og så kan man jo kun gisne om hvor energiske og ikke mindst smittende dette lille band må være at opleve på en scene.