Slaraffenland

Velkommen til et lydland, hvor gaderne flyder med musikalsk mælk og honning. Danske Slaraffenlands tredje album er sgu dejligt at lytte til. Allerede fra åbningsnummeret ‘Sleep Tight’ tager kvintetten os med på en genremæssig rutsjebanetur, og derfra snor albummet sig ned af lydlige sidegader, der river alt med på sin vej og skaber musik af det. Det er bizart jazzet avantgarderock, der går lige i hjertekulen med sin finurlige blanding af privat-cinematiske lydlandskaber tilsat hornsektioner, eksperimenterende støjrock og en knivspids forelsket hvalsangsmystik a la islandske Sigur Rós. Den sidste knivspids lugter dog enkelte steder lidt for lånt.

Vokalen fungerer bedst, når den udelukkende bruges som et ekstra instrument. Når den står frem, som på nummeret ‘Show Me the Way’ tramper den alt andet under fode. En vellykket mellemvej er nummeret ‘Polaroids’, hvor der nærmest er reel sang, og nærmest er en dechifrerbar tekst, men vokalen står som en ligeværdig ingrediens blandt mange.

Og der er mere at glæde sig over i Slaraffenland. Der er de ligefremt rockede ‘This One Will Kill Us’ og ‘Watch Out’, der lokker med indieguitar og popvokal, men vender sig selv på vrangen, når lytteren først er fanget. Og hvilken kombi af tunge trommer og forvrænget mandskor på ‘You Win’, og hvilken smidig bevægelse, på nummeret ‘Ghosts’, fra barnagtig spilledåse over diverse blæsere til tung rytmesektion tilsat alskens lyddannelser, som det er helt umuligt at gætte afsenderen på, men det er et sandt Slaraffenland.