1 2 3 4 – 1 2 3…

1 2 3 4 har spillet sig ind i en tradition, hvor selvironiske attituder, begavede tekster, slentrende slacker-rock og tindrende fine melodier flot fletter sig ind i hinanden, og de har tilmed gjort det så godt, at man med solidt afsæt i sandheden kan kalde dem ét af dansk rocks nye, relevante håb.

Lagde de så nye alen til den status? Ikke for alvor, dertil var dagens koncert lidt for meget på det jævne. Det kræver noget ekstraordinært at piske publikum op på de høje nagler en tømmermandsramt dag på en regnplaget festival. 1 2 3 4 spillede energisk og velmenende, men i hvert fald til at starte med aldrig helt med den autoritet, man kunne håbe på.

I Rune Hedemand har 1 2 3 4 en værdig frontmand og et ganske underholdende fokuspunkt. Han forsøgte sig med opildnende tilråb, men det var som om gejsten lod vente på sig. Den kom dog markant ind i billedet i anden halvdel af sættet, hvor 1 2 3 4 med den stærke trio sange ‘Demons’, ‘Coltrane’ og ‘The Road to Hell Has a Thousand Shortcuts’ manifesterede sig som det uomtvisteligt talentfulde band, de er. Men just da klapsalverne sad løst, og det for alvor blev medrivende, var det slut.