Blue Foundation ‘Life of a Ghost’

Et af de sidste bands, der opnåede at blive associeret med trip-hop inden 90’er-genrens endelige sammenbrud, var det dansk/engelsk/japanske musikerkollektiv Blue Foundation. På sine to første album, ‘Blue Foundation’ (2000) og ‘Sweep of Days’ (2005), præsenterede gruppen sin personlige fortolkning af stilarten inklusiv støj, strygere, spoken word, sprøde beats og poppede refræner for en generelt begejstret omverden.

På sin tredje langspiller har Blue Foundation imidlertid foretaget et gevaldigt hop væk fra de flimrende, filmiske lydtapeter og hen imod et langt mere traditionelt poprocket udtryk i stil med patosdyrkende navne som Mew, Diefenbach, moi Caprice og A-ha.

En sådan udvikling er der jo ikke i sig selv noget i vejen med, hvis det ikke lige var fordi, forsøget ikke virker helhjertet. Godt nok må man give gruppens seks medlemmer, at de generelt spiller fint sammen og derudover stadig i glimt mestrer kunsten at skrue et effektivt omkvæd sammen. Specielt førstesinglen ‘Enemy’ og ‘Talk to Me’ byder på harmonier af den slags, man tager sig selv i at fløjte på vej til bageren søndag formiddag.

Uheldigvis indeholder albummet yderligere ti numre, der i mestendels er karakteriseret ved en mislykket tete-a-tete mellem søvndyssende melodier, bombastiske men underligt udvendige arrangementer samt skiftende forsangeres uengagerede og sært kønsløse vokalpræstationer. Og netop derfor fremstår albummet overordnet som en lidet underholdende, leverpostejsgrå lytteoplevelse.