Múm

Islændingenes nye album er som taget ud af et avantgardistisk folkeeventyr, hvor fugle og feer synger i kor. Det elektroniske ensemble har lagt den småskuffende ‘Summer Make Good’ fra 2004 bag sig og er vendt tilbage med ny energi og nye eksperimenter. Og der er to grunde til, at genhøret gør godt.

Siden sidst har sangerinden Kristín Vlatýsdóttir forladt bandet, men de 12 nye sange har stadig vokalerne i centrum. I stedet for Vlatýsdóttirs hviskende Stina Nordenstam-stemme, er der nu nye sangere ved mikrofonen, fundet i de to grundlæggere, Gunnar Örn Tynes og Örvar Þóreyjarson Smárasons vennekreds. Derudover er der blevet skruet op for de analoge remedier i forhold til de digitale. Vokalharmonierne smyger sig legesygt omkring melodiske mønstre af strygere, blæsere, tangenter og beats.

Et højdepunkt er det elektroniske udstyrsstykke ‘Dancing Behind My Eyelids’, der med sine indledende sfæriske stemninger lægger sig tæt op ad det gode gamle Múm. Og et temposkift senere udvikler det sig til det tætteste, d’herrer har været på et hit siden den fem år gamle ‘Green Grass of Tunnel’. Vi taler vel at mærke et alternativt ét af slagsen, hvor ‘omkvædet’ først sætter ind efter to et halvt minut.

Fjerde besøg i Múms verden er mere betagende og berusende end det tredje – mere udadvendt og derfor mere indbydende. Men trods alt ikke helt på højde med de to første besøg i eventyrlandet.