Amy Winehouse – tårnhøje hæle og rugbrødshår

Siden udsendelsen af sit andet studiealbum, ‘Back to Black’, har Amy Winehouse været hot stuff. Dels fordi albummet med sin velturnerede og stilbevidste opdatering af klassisk soulpop-snedkeri har fænget an hos et stort internationalt publikum. Men også fordi alverdens sladderspalter efterfølgende har svælget i historierne om sangerindens overforbrug af sprut og stoffer, håndgemæng og raserede hotelværelser.

I længden har myten nærmest overskygget musikken, og derfor var det ikke uden bange anelser, at man indfandt sig til englænderens udsolgte midtugekoncert på Store Vega. For i hvor høj grad har indtaget af whisky-sjusser og blandede bolsjer fra den private pusher slidt på nervesystemet og det i forvejen ru stemmebånd?

Heldigvis var der ingen slinger i valsen, da det ni mand store backing band entrede scenen i ensartede sorte jakkesæt anført af to særdeles sprælske korsangere. Og kort efter fulgte så aftenens hovedperson iført tårnhøje hæle, kulørt lårkort, skippertatoveringer og kulsort, boppet rugbrødshår.

Winehouse lagde effektivt fra land med den vuggende ‘Just Friends’ og den Marvin Gaye-citerende ‘Tears Dry on Their Own’. Herefter faldt intensiteten dog i en lidt stiv udgave af ‘Back to Black’. Et mønster, der, i takt med at frontfigurens alkoholpromille steg, desværre skulle vise sig at være symptomatisk for aftenens præstation.

Lidt for ofte forfaldt sangfuglen til at danse med sig selv, rette på bh’en og sippe til sit drinksglas, mens resten af ensemblet arbejdede stenhårdt for underholdningsværdien. Ærgerligt fordi gåsehuden kriblede frem, ligeså snart hun fyrede op for stemmepragten og omdannede Vegas festsal til den svedigste soul-club i byen på den groft groovende ‘You Know I’m No Good’ og det afsluttende festfyrværkeri af et medley.