Eddie Vedder

Der er altid noget ubarmhjertigt ved at skulle bedømme et soundtrack uden at have filmlærredet for øjnene, som det jo oprindeligt er tiltænkt. Der vil unægtelig gå en dimension tabt. Når de stærkeste filmlydspor imidlertid samtidig har præsteret at stå på egne fødder og udvikle sig til klassikere, er det dog fordi, de altovervejende har haft en selvstændig kvalitet.

Dette er i vid udstrækning også tilfældet med Pearl Jam-frontfiguren Eddie Vedders første soloalbum, som danner lydspor til filmen ‘Into the Wild’. Her kryber Vedders umiskendelige strubelyde på 11 røvsparkende rockede og især afmålt afdæmpede folkmelodier, og han viser, at han til fulde kan klare sig uden både Seattle-bandet og filmstrimlen. Teksterne kredser lige som i filmmanuskriptet om hovedpersonens selvvalgte ‘college dropout’, om livet på randen af samfundet, og de overvejelser som den uforsonlige eventyrer gør sig midt i den barske nordamerikanske natur, hvor han vælger at opholde sig i.

Stærkest står ubestrideligt nummeret ‘Society’, hvor Vedder afbalanceret beretter om at vende et forpestet samfund ryggen. Det må være et af årets bedste bud på en lejrbålsklassiker anno 2007.

Men også den fængende banjomelodi ‘No Ceiling’, den Pearl Jam-beslægtede ‘Far Behind’ og eftertænksomme ‘Rise Up’ gør ganske imponerende væsen af sig. Trods enkelte lige lovligt ‘tidsnærige’ numre beviser Vedder, at han også magter at betræde de folkrockede stier, som både Bruce Springsteen og Neil Young tidligere så overbevisende har betrådt.