John Hiatt – soul som en hvid neger

Vi har det med at kalde folk som John Hiatt for ‘sangskrivernes sangskriver’ – en slags pæn måde at sige, at John Hiatt enten har været for grim eller for farlig til det bonerte amerikanske mainstream-publikum til selv at nå de kommercielle højder, men at hans sange til gengæld har vist sig at sælge stort i hænderne på andre musikere. Bonnie Raitt fik et stort hit med ‘Thing Called Love’, Rosanne Cash klatrede til tops på country-hitlisten med ‘The Way We Make a Broken Heart’, mens Jeff Healey også satte godt med royalty-kroner ind på Hiatts konto med ‘Angel Eyes’. Og så er vi endda slet ikke nået til Hanne Boels bidrag til sangerens privatøkonomi endnu.

John Hiatt kan synge soul som en hvid neger. Selv om det er hans kyniske countryfolk-sange, der fungerer bedst for mig, så er det den hvide countrysoul, der burde blive den 55-årige amerikaners uforglemmelige eftermæle, uanset om den så leveres af Hiatt selv eller ej.

Hvis der ellers havde været bare en lille smule liv i Amager Bios midaldrende og lettere bøvede publikum, havde hans imponerende soul-vokal sikkert også fremkaldt mere begejstring, end tilfældet var. Selv om intimiteten under den ikke helt akustiske solooptræden aldrig rigtig meldte sig i den fyldte sal, så kunne man i det mindste fuldt ud nyde det vokale arbejde fra en mand, der måske af og til mangler melodierne, men til gengæld har viljen.