Ween

En vittighed er oftest kun sjov, første gang man hører den. Hvis den bliver leveret i et stykke musik, kan det være meget hyggeligt at høre den flere gange, men det kommer mere an på musikkens holdbarhed end vittighedens kvalitet. De to komikere, der udgør gruppen Ween, har leveret musikalske vittigheder i mere end 20 år, og det har de åbenbart ikke tænkt sig at holde op med.

Deres nye album er, som deres album er flest. Fyldt med poprock-sange sat ind i en eller anden form for genre, om det så er instrumental 50’er-rock, dunkel reggae, pumpende hardrock, følsom bluesrock, uptempo røvballecountry eller Beatles-inspireret pop. De dyrker deres pasticher med vanlig stilsikkerhed, og selvom nogle numre lyder som følsom voksenrock, så er der stadig platte tekster som »She’s gonna be my cockprofessor / studying my dick«. Ja, det er måske kun satire, men det er hverken sjovt eller spidsfindigt. Og når d’herrer nærmer sig de 40, burde de efterhånden have en mere moden humor.

Det er som at se på onklen, der ved hver eneste familiefest skærer et stykke af kagen og sender det videre, mens han med et fjoget grin beholder resten selv.