Autechre

Den elektroniske musik har hverken filmindustriens uddeling af Oscars, populærmusikens Grammy-show eller kunstverdenernes prestigefyldte biennaler. Til gengæld har den navne som Autechre, der med ujævne mellemrum skaber røre i andedammen, hver gang de har en ny plade klar. Netop det har de endnu en gang med deres første album i tre år.

Og lad det være sagt med det samme: Duoen Booth og Brown har lavet et godt album. Deres uforklarlige evne til at få komplekse, nærmest anarkistiske kompositioner til af fremstå fuldstændig forståelige, naturlige og næsten dansable for lytteren, er stadig enormt udtalt.

Samtidig bryder albummet med myten om, at Autechres magi skyldes deres evne til at være først med ny teknologi. Der er stadig noget fremtidsartigt over deres maskinmusik, men der er ligeså megen tilbageskuende nostalgi. Man genkender masser af lyde fra deres allerførste, godt og vel 15 år gamle album, og selvom de er efterbehandlet godt og grundigt, tydeliggør de alligevel Autechres tidsløshed.

De er muligvis også først med den nye teknologi – men de er først og fremmest bedst med både nyt og gammelt. De kører deres eget løb, uden hensyn til det teknologiske kapløb, de fejlagtigt er blevet placeret i. Sådan har det været længe, og sådan bliver det tilsyneladende ved.