Múm – fra sorg til savn

Múm har været det mest sørgmodige band fra Islands frodige musikscene. Deres musik er lyden af det ensomme skib overladt til havets ubønhørligt stormende bølger. Efter at sangerinden Kristín Anna Valtýsdóttir forlod bandet i 2006, har deres udtryk forandret sig. Hvor de tidligere synes at have bygget kompositionerne ud fra en elektronisk knitrende grund, er musikken nu mere instrumenteret.

Det satte sit præg på koncerten på Voxhall, hvor Múm spiller på trompet , banjo og cello. Bandet virkede glade og gav sig helt hen. Alligevel havde man hele tiden en fornemmelse af, at noget manglede. Det er forståeligt, at Múm fokuserer på deres seneste udmærkede album ‘Go Go Smear the Poison Ivy’, men at de kun hev tre sange fra de foregående album, og slet ikke noget fra det fremragende ‘Finally We Are No One’, er at drille publikum. På Spot Festivalen i 2004 fortryllede Múm Ridehuset med mystik og isolationistisk skønhed, men denne aften kæmpede de bravt for at vække publikumets gejst.

Blade skal vendes. Nye ting skal opstå, hvor det gamle svandt. Jeg bifalder. Men denne aften blev jeg stukket af savn. Savnet af en stemme.