Black Francis

På ‘Svn Fngrs’ har kraftcenteret i The Pixies’ Frank Black alias Black Francis begrænset sig til syv numre og en samlet spilletid på godt og vel 21 minutter, måske i erkendelse af at kreativiteten nu om dage – og samlet set over en noget flagrende solo-karriere – ikke flyder så uhæmmet som i storhedstiden.

Der lægges fint ud med ‘The Seus’. Her er en for ham klassisk kakofonisk galskab, hvor stemmerne i den trinde mands hoved plaprer løs over forkvaklede guitarer og et sødt omkvæd. ‘Garbage Heap’ er decideret glimrende og viser den følsomme side af en af rockhistoriens store sangskrivere, mens ‘The Tale of Lonesome Fetter’ og ‘When They Come to Murder Me’ er solide rocksange, hverken mere eller mindre.

Men på ‘Svn Fngrs’ og den punkede ‘I Sent Away’ er anonymiteten en kende for opmærksomhedshungrende. På trods af en vis kraft og galde sidder man med følelsen af, at det er bagatel-agtige sange, som Black til hver en tid kan rive af sig med venstre hånd, mens han tænder en smøg med den højre.

Tilbage står en lidt mere end solid plade, der ikke er så ujævn, som nogle af Blacks tidligere soloudgivelser. Man hverken frustreres eller imponeres – man har vel bare vænnet sig til, at en af tidligere tiders største skikkelser på den alternative rockscene ikke laver så mange fremragende plader mere.