Duffy

Det virker som om, det engelske musikmaskineri spytter nye sangerinder ud i et tempo, som gjaldt det om at oversvømme nationen. Omgivet af en enorm hype, med udsolgte koncerter og allerede tildelt prædikatet ‘the sound of 2008’ er den 23-årige Aimee Anne Duffy én i strømmen, som ikke er til at komme udenom.

Den debuterende sangerinde tramper lige i stilethælsporet på Amy Winehouse og Adele. Men hun skiller sig alligevel ud med sin version af retro-soul, hvor vejene er belagt med knuste Diana Ross-hjerter, mascaraen centimertyk, og man ikke er bange for fraseringer. Hendes stemme har styrke, og selvom den bærer meget tydelige referencer til divaer som Dionne Warwick og Dusty Springfield, så virker den dog momentvist også som sin egen.

Det er netop, når hun en gang imellem slipper stemmen løs, at det bliver interessant at lytte til, også selvom numrene i sig selv er mindre interessante. Det kan egentlig undre, da sangene er blevet til i hænderne på kyndige sangsnedkere som den tidligere Suede-guitarist Bernard Butler og Jimmy Hogarth, der også har klippet hitskabeloner for blandt andre James Blunt og Amy Winehouse.

Singlen ‘Mercy’, står som albummets mest vellykkede nummer, hvor Duffys vokal får lov til at lege omgivet af både groovy soulfeel, yeah-kor og elektrisk orgel. Hendes soulede stemme er netop hendes største fortrin, men den synes ikke helt at have fundet sit eget sikre ståsted endnu.