The Raconteurs

Havde du ikke set den her komme? Så er du lovligt undskyldt, for det er en historisk begivenhed, at supergruppen med Jack White fra White Stripes, Brendan Benson og rytmesektionen fra Greenhornes smider album nummer to på gaden helt uden forudgående promotion – men naturligvis også kalkuleret forretningsstrategi fra de hårdt pressede pr-chefer på de store pladeselskaber.

Som album er ‘Consolers of the Lonely’ dog højst ordinært. Det består til fulde af leg, og den ene halvdel er god, mens den anden er dårlig. Det er stadig 70’er-rock med et islæt af bluesrock, hardrock og boogie, som står på menuen, og alt er lidt mere hårdt denne gang.

Det er enkle riffs og uhæmmede guitarsoloer. ‘Salute Your Solution’ er et herligt nik til Status Quo og AC/DC, ‘Consoler of the Lonely’ lyder af tidlig Aerosmith, mens ‘Rich Kid’s Blues’ er som taget fra et Uriah Heep-album. Og Bensons keyboardspil tilføjer ekstra nuancer, der gør ‘Attention’ til albummets måske største øjeblik.

Men voksne mænd, der fjoller rundt med deres fædres pladesamling, bliver i løbet af en time enerverende. Det giver dog god mening. Den stadigvæk købedygtige generation kan frit svælge i nostalgi, uden at den risikerer at blive kaldt for bagstræberisk.