Man Man

Cirkus er på mange måder både helt normalt og ganske mærkeligt. Hvis man har været i cirkus før, ved man, hvad man kan forvente sig: Klovne, elefanter, linedansere, søløver osv. På den anden side er universet også så anderledes end hverdagen, at man ikke helt ved, hvad man skal forvente. Dagligdagens regler er ophævede til fordel for nogle nye.

Amerikanske Man Mans tredje album er et cirkus. Det er temmelig løssluppent med overrumplende lyde, der tilsyneladende tilfældigt snubler ind og ud af lydbilledet. Oompa-rytmer blæser afsted, mens lallende kor synger forvirret med, xylofoner lyser op, skæve guitarakkorder falder sammen og horn holder fest. Imens forsøger forsanger Honus Honus at få styr på det hele med sin hæse, hærgede vokal. Uden held.

Men de spiller efter nogle regler, som Tom Waits’ smadrede vokal og utraditionelle percussion og Gogol Bordellos energiske punker-flirt med østeuropæisk folkemusik allerede har skrevet. Så nok lyder det anderledes og indtagende, men der er ikke nye tricks i denne cirkusforestilling.

Desuden spærrer cirkusset også vejen for nogle af de gode sange, som bandet kan skrive. Når de skruer ned for indfaldene og lader melodiøse klaverstykker og enkelte blæsere spille de blå toner, er der både intimitet og ægte følelser at spore. For min skyld måtte de gerne luge lidt ud i nogen af forestillingens mange, vildtfarende tricks.