Prins Nitram

»Leave me alone with my arrogance«, synger Prins Nitram på, ‘Arrogance’, åbningsnummeret på hans farvestrålende debutalbum, som dog ikke har snerten af arrogance over sig. I stedet forsøger Nitram med stort overskud at tilføre en masse genre-elementer til sit grundlæggende rockede anslag, og det konstante smil på læben kan næsten høres i Frederik Thaaes lækre produktion.

Desværre falder Nitrams forsøg på genreblandinger ikke altid særlig heldigt ud, og hvor føromtalte åbningsnummer fungerer fantastisk i sin tilbagelænede rockstil, falder kæden allerede en smule af i andet nummer, ‘Juvenile Delinquency’, hvor Nitrams vokal kæmper en brav kamp for at holde stilen. Blot for at kamme over i titelnummeret ‘Bomty-Bomty (Happy)’, hvor han uden det store held higer efter at synge en slags jazzet croon.

Prins Nitram står selv for hovedparten af de indspillede instrumenter samt vokal, men det er på instrumentsiden, han klarer det bedst. Vokalmæssigt er der ikke mange fingre at sætte på hans performance i de numre, hvor han synger tilbagelænet og uden de store fraseringer, men så snart stilen skifter kommer vokalen til kort, fordi den ikke besidder en lige så stor spændvidde, som musikken gør.

Men når vokal, musik og kompositioner går op i en højere enhed, så giver universet pludselig god mening, og når nu prinsen har fået løbet hornene af sig rent genremæssigt, så vil vi utvivlsomt se endnu bedre og sammenhængende udspil i den nære fremtid.