Paul Weller

På sit niende soloalbum, der eftersigende skulle være inspireret af en række drømme, Paul Weller for nyligt havde, runder den snart 50-årige rocklegende fra Woking omtrent lige så mange musikalske genrer. Weller har gennem tre årtier har været den engelske rockscenes ledende patriark men har hidtil hovedsageligt koncentreret sig om at spille potent soulrock og holde offentlige kurser i klassisk, men elegant rockarrogance. Nu ved du i hvert fald, hvor Noel Gallagher har sit lune humør fra.

’22 Dreams’ indeholder 21 sange og er Wellers hidtil mest modige, ambitiøse og omfattende værk. Foruden rock og soul, når han rundt om krautrock, jazz, electronica, spoken word, avantgarde, country – you name it. Noget af det fungerer, især når Weller er i nærheden af sin hjemmebane, og noget er bare juks, der gør hele herligheden frygtelig forvirrende at lytte til.

Selvfølgelig er det på sin vis opløftende at høre Weller more sig med at eksperimentere løs til højre og venstre. Men med alle de evindelige sidespring, han tager sig gennem albummets 21 sange, skal man være mere end almindeligt godt skruet sammen for at finde noget, der bare minder om en rød tråd. Paul Weller har aldrig gjort noget halvhjertet og gør det heller ikke her, hvor hvert minut leveres med lige dele liv, modenhed og indlevelse. Problemet er bare, at det meste af det ikke lyder særlig godt.