The Raconteurs – knivskarp bluesrock

Lysten til at spille brændte stærkt igennem under Raconteurs’ koncert søndag aften i Terminal 5’s store industrihal. Ingen i salen kunne undgå at blive forført af Raconteurs knivskarpe, moderne bluesrock. Luften emmede af rock, feedende guitarer og Jack Whites uomgængelige stærke udstråling. White lignede en desperat mand med et kæmpe talent – en mand, der ånder for rockmusik og uden en guitar ved sin side ligeså godt kunne gå i hundene.

The Raconteurs’ fire musikere er alle eminente på deres instrumenter. I fokus er selvfølgelig Jack Whites og Brendan Bensons tyngdefulde og dog lette guitarspil, som i momenter udfoldede sig som regulære jamsessions i de to guitarristers overlegne egenskaber på deres instrumenter. Whites og Bensons vokaler harmonerede ligeledes perfekt – og forskellen på de to sangeres vokaler var langt mere udtalt live, hvor især Whites vokal var langt mere desperat og skinger end på albummene.

Selvom The Raconteurs er et udpræget guitarband, må man ikke undervurdere værdien af Patrick Keels trommespil, der er en uvurderlig del af gruppens samlede udtryk – det er Keels stramme og innovative forvaltning af rytmesektionen, der kvalificerer The Raconteurs til at træde ud af den konventionelle rock’n’roll- og bluestradition og ind i en moderne rocktradition.

De iørefaldende sange fra bandets første album, ‘Broken Boy Soldier’ (2006), stod i kø for at få spilletid – stærke numre som ‘Level’, ‘Blue Veins’ og selvfølgelig ‘Steady As She Goes’ havde fundet vej til den næste to timer lange koncert ligesom mange af sangene fra dette års ‘Consolers of the Lonely’. Dog irriterede det (på detaljeniveau), at The Raconteurs ikke kunne afholde sig fra at lefle for en, i forvejen, begejstret crowd og gentage hooklinen fra deres ubetinget største hit, ‘Steady As She Goes’, i andre numre.