Weezer
Er det udtryk for ekstrem uopfindsomhed eller måske bare begyndende senildemens, når Weezer nu for tredje gang betitler et album med deres eget navn? Eller forsøger de måske at få fordums bedrifter til at smitte positivt af på et skrantende pladesalg? Selvreferencerne flokkes på dette røde album, som er Weezers sjette på 15 år. Coveret er en flad kopi af debuten – det semi-legendariske blå album. Frontmand Rivers Cuomo har i mellemtiden blot groet sig et overskæg og giver den som en anden Brandon Flowers-lookalike.
Det er netop navlepilleriet, der delvist spolerer glæden. Istedet for ærlig snak og ditto lyrik, får man istedet flødeskumsfed ironi, anmeldersikrede helgarderinger (»I don’t give a hoot what anyone says!«) og infantil ego-pumpende hamren-sig-på-brystet. Cuomo burde se at få hovedet ud af røven og bruge den Harvard-universitetsgrad, han har brugt de sidste år på at opnå, på at skrive nogle ordentlige tekster.
Pastichen glider acceptabelt ned på singleforløberen og Youtube-smaskeren ‘Pork and Beans’ samt åbneren ‘Troublemaker’, mens resten er vanskeligt at fordøje uden først at gurgle hals i en cocktail af medlidenhed og foragt. De øvrige bandmedlemmer har endda medkomponeret få af sangene med det resultat, at skidtet her ikke engang tilnærmelsesvis lyder som Weezer.
Tilbage står en række ubesvarede spørgsmål. Spiller de dumme, eller mener de dette seriøst? Og var Rick Rubin fuld eller skæv, da han producerede de fleste af numrene?