Duffy – rapkæftet diva

Forventningsfuld trippen og hvisken gik forud for Duffys åbningskoncert på Arena, der først forløstes i klappen og hujen men blev efterfulgt af en næsten andægtig stilhed, da Aimee Anne Duffy indtog scenen med nummeret ‘Syrup & Honey’ kun akkompagneret af guitar.

Efter den bløde intro kastede Duffy sig dog ud i sine mere energiske numre, og med fuldt backingband sang hun sig igennem ni af debutalbummets skæringer foruden to ekstranumre. Koncerten igennem var hun scenens midtpunkt, som med lethed holdt publikums opmærksomhed fanget, når hun med lige dele flirt og uskyldig lillepigethed sendte sit publikum fingerkys og dansede rundt. Men det var dog stadig hendes stemmes styrke, der virkelig imponerende, når hun lod den få frit løb i de retro-soulede ballader.

Duffy fremstod som en opdateret soul-diva, der på én gang levede op til alle primadonna-klichéerne, når hun med sine blondinelokker, røde negle og stiletter trippede rundt på scenen og vuggede med hofterne, men som samtidig også havde et mere moderne og slagfast budskab til sit kvindelige publikum end mange af hendes tidligere soul-søstre. »My songs are about taking no shit«, proklamerede hun rapkæftet, hvilket dog ikke slog skår i glansbilledet, men nærmere gav hende noget tiltrængt personlighed. For man kunne godt være bange for, at Duffy blot var et blankpoleret produkt af et musikmaskineri, der havde set kommercielt potentiale i den walisiske stemme.

Men kommerciel produktion eller ej, så virkede den platinsælgende single ‘Mercy’ dog som dét nummer, størstedelen af publikum var kommet for at høre. Og efter støvskyen fra de dansende fødder i sandet havde lagt sig, så forlod mange Arena igen efter en koncert, der i højere grad indløste forventningerne end syntes at bibringe numrene noget virkeligt nyt.