Girl Talk – genkendelsens enorme glæde

Man må ikke stjæle. Det har mange af os lært i en sandkasse og med en sur mor på nakken. Den vigtige leveregel er dog gået henover hovedet på den 27-årige amerikaner Gregg Gillis. Under sit Girl Talk-alias indtog han Cosmopol bevæbnet med en laptop, der var proppet med musikalske tyvekoster og en lomme fyldt med konfetti. Og så var der ellers dømt bastardpop af den groveste og sjoveste skuffe. Med langt hår og pandebånd lignede han en tennisspiller fra 70’erne, og når han ikke stod foroverbøjet over computeren med blikket rettet mod sin kompostbunke af genbrugstoner, sprang han rundt på scenen sammen med en håndfuld danseglade publikummer.

Sinead O’Connors ‘Nothing Compares 2 You’ blev manipuleret i pitch og tempo, så det passede som fod i hose med det underlæggende, tonstunge crunk-beat. Samme be- eller mishandling – alt efter overbevisning – fik navne som Jackson 5, Metallica, Britney Spears, Ace of Base og Radiohead, og ikke på ét tidspunkt blev det monotont. Billige tricks? Muligivis, men i takt med at flere folk strømede ind, blev festen på Cosmopol forvandlet – først fra Atlanta, the capital of crunk hip hop, dernæst til Ibiza og til sidst til en helt fremmed planet, hvor Girl Talk var galaksens hersker. Genkendelsens glæde ved at høre en klassiker eller såmænd en Kelly Clarkson-sang i nye, skæve electro- og hiphopomgivelser var altoverskyggende hos det opstemte publikum

Er man en kunstner, når man udelukkende lever på samples, vel og mærke uden retlig tilladelse? Jeg ved det stadig ikke. Men ligesom hos publikum druknede mine forbehold og retsprincipper i det medrivende miks, og navnet Girl Talk var efterfølgende på rigtig manges læber.