Gnarls Barkley – to originaler varmede op til nattens fest

Når solen skinner, skal der spilles op under dansefødderne. Derfor havde Roskilde Festival fremsynet inviteret de to glade amerikanske festoriginaler Gnarls Barkley til en tidlig eftermiddagsfest foran Orange Scene. Og her var der plads til alle med lyst til at skråle »maybe I’m crazy«, uden at man behøvede se sig undskyldende over skulderen.

I selskab med den mystiske og gennemmusikalske keyboardspiller Danger Mouse og den muntre sanger Cee-Lo er ingen for gale til at være med. Med farverige tatoveringer over hele sin voluminøse krop, massive overarme og i tyrenakken ligner Cee-Lo en fange på udgang fra et USA’s værste fængsler. Men heldigvis er Cee-Lo en storsmilende herre med en sjælefuld sangstemme og hans eneste ‘farlighed’, hans smittende charme, så han slipper godt fra at bede de tusinder kvinder foran sig vise bryster.

Alligevel var den skønne stemme og den store charme ikke i længden nok til at holde festen kørende i højeste tempo. Hvor de moderne soulsange på Gnarls Barkleys to album veksler fint imellem det hårdt pumpede udtryk, der går lige i blodet, samt det mere indadvendte udtryk, der sigter efter hjertet, kom den sidstnævnte type sange foran et endnu nærmest umætteligt publikum for ofte til kort.

Derfor måtte Gnarls Barkley indledningsvis igennem et par halvlumre sange, førend sparket bagi kom med seneste hitsingle ‘Run’. Herefter skiftevis løftedes og faldt intensiteten i løbet af den blot en time lange koncert, inden Gnarls Barkley forlod scenen så godt som uden et farvel, men med en hæderlig leveret tyvstart til nattens fest. Men med et par dansesmittende hitsingler flere i ærmet bliver næste besøg måske ikke blot en opvarmer, men festens højdepunkt.