Oppenheimer

Hvad får man, hvis man blander populære bands som Blink 182 og Busted med temaet fra Scoopy-doo-tegnefilmene, ligegyldige og utydelige tekster samt en stemme, der uden synderlig begejstring synger sig igennem det ene elektroniske lydunivers efter det andet, som mest af alt lyder som baggrundsmusikken i et Playstation-spil? Nordirske Oppenheimers andet udspil, ‘Take the Whole Mid-Range and Boost It’, er muligvis svaret.

Det 30 minutter lange album er udgivet på Fantastic Plastic Records, og fantastisk plastik er en nogenlunde beskrivelse af dette album. For det virker som om, at hvert eneste af de 12 numre er skrevet over præcis samme skabelon, blot med få ændringer i den massive videospilslydmur. Og selv albummets mest lovende nummer, ‘The Never Never’, bliver efter 42 sekunder kvalt af forsanger Rocky O’Reilly, der skriger »FUN!« Og så er der gang i tegnefilmstema-lyden igen. Og det forsætter albummet ud.

Albummet er hele vejen igennem en skuffende affære, og det eneste, der som sådan er at rose Oppenheimer for, er deres tilsyneladende endeløse energi. Men ellers er lyspunkterne få, for ikke at sige ikke eksisterende, og man kan spørge sig selv, om dette album burde have været udgivet.