Conor Oberst

Efter at have stået på egne ben i årevis under pseudonymet Bright Eyes optræder det amerikanske vidunderbarn Conor Oberst nu igen solo i eget navn for første gang i 13 år.

Udgivelserne fra Bright Eyes har budt på alternativ, ofte nedskrællet rockmusik med udsigt til amerikanske musiktraditioner fra country til Bob Dylan, men også givet en særegen indsigt i et lidt kejtet, men temmelig specielt talent.

Væsensforskellig er Conor Oberst og Bright Eyes ikke. Dog har Oberst denne gang ikke så travlt med at være selvudleverende, småskør kugle som på nogle af sine tidligere album. Han synes at hvile mere i sig selv og prøver ikke nær så ivrigt at krænge sjælen ud med den ellers karakteristiske, skælvende vokal.

Røvballegardinerne blafrer lystigt på blandt andet den pågående ‘I Don’t Wanna Die in the Hospital’, men det er nu engang som melodisk melankoliker og historiefortæller, at Oberst er allerbedst. Her fremstår han til tider som et stærkt bud på en ny, mere intim Dylan med lyrisk kløgt og en rammende poetisk klang som i den smerteligt smukke ‘Lenders in the Temple’.

På den brilliante ‘Milk Thistle’ synger Oberst om at vægre sig ved at åbne dagens avis af frygt for hvilke rædsler, den indeholder. Læg blot et hvert forbehold og tøven til side overfor albummet, der på intelligent vis balancerer skrøbelig følsomhed og befriende ligefremhed.

Conor Oberst. 'Conor Oberst'. Album. Wichita/Cooperative/Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af