Death Vessel

Der er mere end en smule freakshow over Joel Thibodeaus koncerter, hvor både betingelsesløs betagelse og mistro til ens egne sanser blandes, når den smukke, lille mand med indianer-udseendet står på scenen og fylder rummet med sin særprægede og samtidig udpræget feminine sopran.

Det er med dét billede flimrende på nethinden, at man skal lytte til Death Vessels album for at forstå en stemme, der måske bedst kan beskrives som en mellemting mellem et pre-pubertært drengekor og en smuk kvinderøst.

I konstellationen Death Vessel bakkes det ellers spinkle setup bestående af Thibodeaus vokal og akustisk guitar op af fuld bandopsætning med både blæsere, pedal steel og banjo. Men producer Pete Donnelly, som også selv er en del af Thibodeaus musikalske kollektiv, har heldigvis formået at administrere alle elementerne med god forståelse for Thibodeaus univers og uden at tage fokus fra hverken ham eller hans forunderlige og til tider absurde tekster. Det er svært at nævne andre, som kan synge »strike a match on my behind« så smukt, at det lyder som en ren kærlighedserklæring.

Selvom det er tre år siden Thibodeau udgav sit debutalbum som Death Vessel, så har hans neo-folk tilsat country twang ikke rigtigt vakt den store genlyd. Men forhåbentlig vil hans andet og mere skarpt producerede album ikke kun få folk til at glippe med øjnene men også lytte efter musikken, som rækker langt ud over karakteren af freakshow.