James Yorkston

Han lyder, som han altid har gjort. Rolig, sløv, rar og meget meget skotsk. Egentlig er der ikke så meget mere at sige om James Yorkstons fjerde album, der dog alligevel skal tilskrives æren af at være det bedste siden den seks år gamle debut, ‘Moving Up Country’, der markerede ham som en særdeles værdig arvtager til den ærkebritiske folktradition.

Yorkstons store kunst er hans evne til at skabe lydbilleder af en størrelse, der ikke har været kendetegnende for hverken Bert Jansch, John Martyn, Nick Drake eller alle de andre, der ellers har banet vejen for den 37-årige skotte. Britisk folk har aldrig været Vorherres største gave til den musikalske fornyelse, men ligesom Will Oldham har sparket lidt til den amerikanske folkhistorie, har Yorkston selv formået at puste både kunstnerisk ild og en masse små finesser i dennes ellers alt for reaktionære britiske pendant.

Kernen i det hele er dog stadig Yorkstons evne til at lyde som en varm kop the på en regnvåd efterårsdag. Vi kan skrive op og ned om smukke detaljer og små, betagende crescendoer i de snøvlede folkballader, men i sidste ende er ‘When The Haar Rolls in’ først og fremmest bare en rigtig rar lille plade. Du har sikkert glemt alt om den, når vi når til april, og solen atter skinner, men indtil da finder du ikke noget mere passende soundtrack til det nært forestående, gudsjammerlige danske efterår.