Friendly Fires

Man kunne nemt være hurtig i munden og vifte den debuterende britiske trio af vejen med mumlende kommentarer om ‘LCD Soundsystem-kloner’ og ‘lyden af 2007’. Men det ville være en sørgelig fejltagelse. For godt nok kan man sagtens drage paralleller til James Murphys danserockende band, og godt nok fyldte Friendly Fires også selv meget sidste år med de stærke singler ‘Photobooth’, ‘On Board’ og ‘Paris’ – ja, ‘Photobooth’ er sågar fra 2006 – men briternes debutalbum er så imponerende skruet sammen, at det gør enhver sådan kritik til skamme.

På overfladen og dansegulvet er albummet en hektisk lektion i drøneffektiv danserock, men i stuens ro springer de mange lag i Friendly Fires’ gennemtænkte og velproducerede univers frem. Der er postpunkede guitarriffs og hoppende basgange, disco-koklokker og finurlige elektroniske virkemidler, for slet ikke at nævne frontmand Ed McFarlanes oplagte vokal.

Udover albumåbneren og seneste single ‘Jump in the Pool’, som Paul Epworth har produceret, så er det bandets egen fortjeneste, at debuten konstant byder på fine detaljer i de mange lag. Og så tilgiver man hurtigt, at trioen har været så længe undervejs. Tag bare et af de nye numre fra albummet, ‘Lovesick’. Det drives frem af en funky basgang og McFarlanes smittende røst, men så dukker congas op, guitarriffs og synths op, inden det hele tager et smut forbi en techno-klub i et overraskende mellemspil.

Og sådan er det hele vejen igennem. Så der er alt for mange overraskelser og stærke, moderne pophit til blot at vifte Friendly Fires af vejen.