Jenny Lewis

Hvis ikke man i forvejen er smaskforelsket og fascineret af den smukke og usædvanligt cool sangerinde og sangskriver Jenny Lewis, så bliver man det straks efter at have lyttet til hendes andet soloudspil ‘Acid Tongue’. Albummet, der følger op på den anmelderroste ‘Rabbit Fur Coat’, er Jenny, som vi kender hende: Sexet og forførende og ualmindeligt velsyngende. At hun samtidig har sans for den gode melodi og ikke er helt ueffen ud i tekstskrivningens kunst, gør det til en fryd at lægge øre til det meste, denne moderne country-kvinde disker op med.

Sidst vi hørte fra Jenny Lewis var i selskab med indiebandet Rilo Kiley, der i et noget halvhjertet forsøg på at distancere sig fra Lewis tiltagende solokarriere prøvede kræfter med mainstream-poppen på albummet ‘Under the Blacklight’. Resultatet var middelmådigt, og man kan sige, at bandets taktik lykkedes, for man glemte måske i et øjeblik, hvor god Jenny Lewis faktisk kan være. Det glemmer man heldigvis ikke, når man lytter til ‘Acid Tongue’.

Den uimodståeligt svingende ‘Fernando’ og ‘Carpetbaggers’ med Elvis Costello på hæsblæsende gæstevokal er forrygende americana, der nærmest skriger på åben landevej og vind i håret, mens ‘Jack Killed Mom’ er effektiv og ultra-cool White Stripes-pastiche. Læg dertil er par fintfølte ballader og resultatet er et yderst charmerende popalbum, det er svært ikke at holde af her i sensommervarmen.